Ad A1 langs Stillehavet

Torsdag den 29. juli

Vi befandt os på den dejligste campingplads (Ventura Ranch) med masser af græs, buske og træer. Vi er vant til at holde vogn ved vogn, men her var der god plads rundt om vognene. Hele formiddagen spankulerede en påfuglefamilie rundt lige uden for vores dør. Vi holdt slap-af-formiddag - dejligt vejr og en god internetforbindelse, så alle nød det.
Vi ankom i mørke, så det var først nu vi rigtig så, at her var masser af frugtplantager og grønsagsproduktion.
Bjarke er færdig med at læse Obamas bog: Arven efter min far, og vi havde besluttet at købe Obamas anden bog her. I går kiggede vi efter boghandler i LA, men fandt ingen. Vi fortsatte eftersøgningen. Da vi havde tjekket ud fra campingpladsen, kørte vi ned til byen i nærheden, hvor der var ret mange små forretninger. Det viste sig at være mexikanske forretninger. Jeg gik ind i en tøjforretning for at spørge om vej, men kvinden der ekspederede talte end ikke engelsk - no english!
Vi købte ind til frokost i et mexikansk supermarked, med masser af plads på hylderne og for os mest fremmede varer.
Vi prøvede flere indkøbscentre, inden det lykkedes at finde vej til en boghandel. Her købte vi The audacity of hope, som Bjarke nu er i gang med at læse. Vi havde bestilt plads på en campingplads. Den lå 200 m fra Stillehavet og autocamperne står nærmest klinet op ad hinanden. Så slapper vi ikke så godt af! Vi spiste aftensmad "hjemme" og nåede næsten solnedgangen i Stillehavet.

Fredag den 30. juli

Vi kørte ad A1 fra Grover Beach/Pismo Beach langs kysten til Monteray nær Salinas. Vi holdt et sted, hvor der var et udkigspunkt, hvor man kunne se søelefanter. De ligner lidt hvalrosser. Vi så unge hanner, som kæmpede ude i havet, men de fleste lå og dovnede i sandet. En gang imellem hvivlede de sand op eller grappede sig lidt frem.
Tæt på Stillehavet ligger der tit en tågedis ind over landet. Sådan var det også mange steder, men vi havde også utroligt flotte udsigter med stejle klipper, skrænter, strande og havvand i alle blå, turkis og grå nuancer. Landskabet er præget af bløde bjerge med langt græs, men længere mod nord også skov med store redwood-træer.

Hollywood

Nu med billeder
27. juli

Sådan en bette bil her - motorhome eller RV - er et eldorado for Finn. Selv om det er et gammelt skrummel, der lyder lidt som om, det hele er ved at falde af, når vi kører, har den et hav af spændende funktioner. Han fryder sig især over lyden af V8-motoren, når vi starter. Hver dag finder han nye funktioner og ting, som skal afprøves på vognen. Da vi besøgte Universal Studio i Hollywood, tjekkede han (vist ikke meningen), hvor langt tid, den kunne stå med lys på. Godt 2 timer! Så stod vi der på en parkeringsplads midt i Los Angeles med en bil, som ikke kunne starte. Vi ringede til udlejningsbureauet Cruise America, men det tog over et kvarter, at komme igennem. I mellemtiden havde jeg spurgt en amerikansk familie i en stor firehjulstrækker, om de havde startkabler. De ringede straks til nogle venner, som kom kørende med et sæt. Sikken hjælpsomhed. Så blev den trælse situation pludselig vendt til en god oplevelse.

Universal Studio er stedet, hvor man kan få en smag af Hollywood. En kæmpe og særdeles velbesøgt forlystelsespark. Vi brugte 10 timer derinde. Først kørte vi rundt i tog i nogle af de kendte kulisser fra kendte film, bla. var vi på Mysteria Lane, men så ingen desperate husmødre. Vi kørte ind i en "jungle", hvor der blev vist KingKong i 3 D på begge sider af toget, så vi sad lige midt i dramaet. Bagefter var vi inde og se en række shows med relation til film. Bl.a. Waterworld, hvor vi overværede skuespillere og stuntmen spille en hel scene, der bl.a. indebar at der der kom en brændende flyvemaskine ind, som faldt ned i vandet. Med vandscootere, speedbåde og vandpistoler, sørgede skuespillerne for at en stor del af tilskuerne blev våde. Der var underholdning for alle pengene. Vi sluttede i Jurassic Parc, hvor vi sad i en vandrutchebane. Alle passagerer dryppede, da de gik ud.
Da vi fik strøm på bilen, kørte vi de 60 km tilbage på campingpladsen.

28. juli

Vi kørte ind til Hollywood igen og tog metroen til Hollywood Bouleward. Vi havde troet, det var en ekskusiv gade, men den er bare ganske almindelig. Længere henne ad gaden kom vi til Walk of Fame, hvor vi læste rigtig mange stjerne-navne på fortovet.
Vi var i Kodac Theatre, hvor Oskar-uddelingerne finder sted, så en udstilling med Guinness records og så et Tussaud voksmuseum med scener fra film og berømte skuespillere. Det var afslutningen på et par dage i den store drømmefabrik, og skulle så ud af byen og op til en ny campingplads lidt nordpå. Undervejs havnede vi med GPS'ens hjælp (og en måske lidt utilsigtet "kør via" indstilling)inde midt på campus af University of California (UCLA). Flot og spændende, men ikke helt meningen omkring solnedgang og med 130 km til næste overnatningsplads. Vi kom til sidst ud af storbyområdet, men LA er et MEGET stort bysamfund - i timer kan man køre på 4-6 sporede motorveje, bare for at komme ud af den nordlige del. Natten fik vi dog som planlagt på en naturskøn, kølig og fredelig plads lidt oppe i bjergene.

Fredag den 23. juli
Afgang fra Las Vegas med udsig til ca. 350 km i vores motorhome. Vi er ude at kigge ved Hoover Dam - dæmning ikke langt fra Las Vegas. For første gang på turen er der køkørsel. Landskabet er kuperet og ekstremt goldt. Ligner store beskidte jordbunker. Øde, øde. Her er ikke rart.
Tanker op i Kingman. Bjarke sørger som sædvanligt for rene vinduer på bilen.
Meget hedt. Vi spiser frokost i vognen med aircondition tændt. Kører videre mod Williams. Stadigt øde, men lidt mere grønt. Der trækker skyer op og efter en tid styrter det ned. Vi finder den KOA-campingplads, vi har booket på nettet. Temperaturen er kun 18-20 grader nu. Vi løber alle tre en lille tur, mest langs den trafikerede vej. Om aftenen taler med med familien, vi bor ved siden af. De er fra Virginia og er med inde og se vores camper.

Lørdag den 24. juli
Stadig overskyet. Vi kører de 80 km nordpå til grand Canyon. Snart står vi på kanten og måber. I tidens løb har vi set mange billeder fra Grand Canyon, men det kan ikke gengives på billeder. Vi tager shuttle-busserne rundt. Går en tur langt kanten. Vi spiser frokost "hjemme" (hvor er det bekvemt med en bil med køleskab), og tager bussen hen til Bright Angel-stien, hvor vi kan gå ned. Faktisk er det den mest befærdede sti ned, og er man sej, kan man gå helt ned til Coloradofloden og overnatte, rafte og fiske. Vi møder flere, som har været helt nede, og som er på vej op med rygsækken på. Nogle af dem er meget udmattede efter af have gået 8-12 timer. Vi nøjes med at gå ned til første resting house - ca. 2½ km ned (345 m i højdeforskel). Stien er ikke stejl, og den er nem at gå på. Det handler mest om ikke at træde i mulddyrenes efterladenskaber og komme forbi de mange andre turister. Det er en meget stor og imponerende oplevelse af gå ned. Crand Canyon er dybest set en sprække ned i jorden. Den er ca. 1.400 meter dyb, 446 km lang og 13-26 km bred. De øverste lag er 270 millioner år og de nederste er 1.840 millioner år gamle. Lagene fra forskellige tidsperioner har forskellige farver og beskaffenhed - nogle eroderes, andre består.

Vi klarer nemt at komme ned og op igen. Bjarke er det meste af tiden i stykke foran os andre og finder skyggefulde steder, hvor vi kan drikke vores medbragte vand.
Bagefter kører vi lidt tilbage og ser en film om Grand Canyon i IMAX. Den varer 34 minutter og fokuserer mest på det dramatiske f.eks. ved at sejle på Coloradorfloden. Vi skynder os at kører tilbage til Grand Canyon for at se solnedgang. Desværre går solen mest ned i skyerne denne aften, så vi ser ikke det store farvespil i de røde sten.
Vi spiser på et rigtigt steakhouse, hvor der helt fyldt op med gæster, og tjenere med cowboyhatte nærmest løber om kap. Bjarke er klar til et nyt steakhouse senere på turen, hvor han skal have en rigtig steak.
Overnatter på samme campingplads igen.

Søndag den 25. juli

Vi finder Route 66. Gør hold i Seligman for at få en kop kaffe. Dden lille by er omdannet til museum med ting fra 50'erne, ikke mindst biler og souvenirbutikker. Bjarke køber en Route 66 t-shirt.
Vi kører videre af Route 66. Vejen er rigtig god og ligner fuldstændigt scenerne fra utallige film, hvor man kører på endeløse veje.
I Kingman køber vi ind og spiser frokost i autocamperen, umuligt at være udenfor. Vi fortsætter ad Route 66 over Oatman til Topock. Vejen her er dårlig og fører op i bjergene med imponerende udsigter. Vi møder stort set ingen bilister og håber bare, der ikke sker noget med bilen! Ikke fordi den kører dårligt, men det ville ikke være sjovt at få stop her.

Vi fortsætter til Lake Havasu City, hvor vi har udset os en campingplads, som ser ud til at ligge ved Coloradofloden. Det gør den ikke. Der vokser en kæmpe kaktus og enkelte små korte palmer på pladsen, og det er så gloende hedt (kl. 18.30) at vi end ikke kan holde ud at stå i skyggen bag et hus. Der er adskillige motorhomes, men ikke en sjæl at se nogen steder. Måske har jeg nævnt varmen et par gange. Denne gang er den unævnelig. Vi tænder generator og aircondition og holder rådslagning over 3 pepsier og et par stykker danish pastry.
Vi beslutter, at vi ikke vil længere syd på - vi er ikke skabt til at klare disse temperaturer. Vi ringer til en campingplads ved Needles og får at vide, at vi bare kan komme og betale dagen efter. Vi kører de 60 km, som mest er motorvej. Her kl 20 om aftenen, hvor solen er gået ned, er varmen stadig enorm. Det føles som om, der er hængt varmelamper op overalt. Næste morgen får vi at vide, at det har været en ekstraordinær varm dag med temperaturer på 46,7 grader. Vi bader i poolen. Det hjælper lidt. Bjarkes nyindkøbte badebukser viser sig at være for store, når han skal svømme g dykke i vandet. Vi får lavet lidt aftensmad og spiser. Aftenen igennem stikker vi med jævne mellemrum hovedet ud af camperen, men temperaturen falder ikke mærkbart.

Mandag den 26 juli
Aircondtion kører hele natten. Der er overskyet om morgenen, og temperaturen er faldet lidt. I dag lyder vejrudsigten på 42 grader. Vi er i den grad klar til at forlade Ariozona stegende varme. Så gold en stat - vi har ikke set det, der minder om en mark, endsige en have.
Vi skal køre ca. 350 km på motorvej gennem ørkenen via Barstow med retning LA. Ikke længere så spændende at se ørken!
Bjarke ser 1-2 film om dagen og har stor fornjelse af det, mens vi kører. Esben har været så forudseende at forsyne ham med en stor bunke film. Heriblandt en "mor-film". Esben, hvad er en mor-film? i aftes satte Bjarke os til at se Knowning - mon det er den?
Det er bemærkelsesværdigt, hvor grimme de fleste bygningerne er i USA. Her handler det først og fremmest om funktionalitet.

På vej ind mod LA ændrer trafikkulturen sig. Nu køres der ikke længere roligt og hensynsfuldt. Vi kommer frem til vores campingplads kl. 15. her er frodigt og temperaturen er faldet til ca. 25. grader. Det er fantastisk. Vi slapper af, vasker tøj, læser og bader.

Bakersfield, Mojave-ørkenen og Las Vegas

21. juli Langs vejene står der skilte, som fotæller det kan koste en bøde på 1000$, at smide affald. Tilsyneladende virker det, for der er ikke meget, som flyder i rabatten. Vi forlader campingpladsen ved Three Rivers og kører ned til Visalia og videre til Bakersfield. Vi har genregnet på dagene og køreafstanden og fundet ud af, at vi må køre længere end planlagt. Vi kører gennem landbrugsområder med høje mure af majs, store anlæg til fremstilling af bioetanol og lange, lange togsæt med afgrøder (4 lokomotiver og måske 100 godsvogne). I Bakersfield sætter vi gps'en på "Find indkøbscenter" og kører efter det nærmeste, som er ca. 3 km fra motorvejen. Gps'en leder os gennem meget fattige kvarterer, hvor folk nærmest bor i skure. Da gps'en mener, at vi var fremme, sætter vi kursen direkte mod et andet indkøbscenter. Denne gang havnede vi i et kæmpe discountsupermarked, hvor de fleste varer var i størrelse XXXL, og hvor 2 l Pepsi kostede 4 kr. Fra Bakersfield kører vi mod øst over Tehachopi Mountains, som er bjerge med langt græs og spredt bevoksning og ud i Mojave-ørkenen. Vildt øde og stort med spredt bevoksning. Ikke sjovt at have været nybygger og passere dette område. Vi ser flypensionatet, hvor overskydende fly bliver opmagasineret, fordi luften er så tør, at det svarer til at stå i en hangar. Vi ser en gigantisk vindmøllepark med over 1000møller og senere et stort solcelleanlæg (god idé!!). Vi havde booket en campingplads i den lille by Barstow midt i ørkenen. Skønt det er lykkes at få træer og buske til at vokse her, er der megahedt. Barstow er opstået fordi to banelinier krydsede her. Så blev det et militærområde, og der kom en ammunitionsfabrik. Campingpladsen var stor, fin og velbesøgt (konkurrencen fra andre pladser er minimal her). 22.juli Så går det mod Las Vegas. Vi tror vi har booket en campingplads uden for las Vegas, men gps'en (tak til den) fører os helt ind i centrum, hvor autocampere kan holde på rad og række på en kæmpestor asfalteret plads. Ingen træer og ingen græs. Temperaturen er ca. 40 grader. Vi sidder inde i vognen med aircondiion (tak til den) tændt og spiser frokost. Bagefter går vi hen tll hovedstrøget - The Strip. Der er ikke langt, men det er næsten uudholdeligt. Vi skynder os ind på det første casino. Vi har intet ønske om at vinde en million - en Pepsi med is er fantastisk. Vi går ned gennem casinoet, men der kommer snart en vagt og siger, at Bjarke ikke må være der. Jeg tænker, det er fordi de kan se, han vil vinde det hele, men vagten giver en anden forklaring. Børn og unge under 21 år må ikke være på casinoer. De må end ikke se på, at andre spiller. Vi går videre ned af gaden og går ind i Bruuns Galleri (XXXL). Bjarke shopper et par flotte solbriller. Bagefter går vi tilbage til vores motorhome, bader i poolen og hviler os lidt, men aircondition'en i vognen kan ikke rigtig køle vognen ned. Vi tager ud for at opleve Las Vegas by night. Vi skyder en genvej gennem en stor bygning. Det viser sig at vøre et indendørs tivoli med rutchebane og alt muligt hurlumhej. Her må Bjarke godt spille, men han gider ikke, da præmierne mest er bamser. Vi tager bussen op ad The Strip, men den holder så længe ved hvert stoppested, at vi lige så godt kan gå. Da vi står af og leder efter et sted at spise - tæt ved Eifeltårnet, ser vi et springvandshow til musik i en sø. Fantastisk smukt. Vi døjer lidt med at finde et sted at spise, men kommer ind og sidde ved nogle store arabiske bygninger, hvor vi sidder på en plads under åben blå himmel. I virkeligheden sidder vi i en bygning, og der er mørkt udenfor, men vi skal kigge godt efter for at se de små mærker på "himlen", der afslører det. Alle steder er der sort af mennesker, og det tager tid at gå hjem. Mange er kommet kørende gennem ørkenen (sammen med alle lastbilerne, som transporterer fødevarer og alle andre ting til byen), men der lander og starter også dagligt 1100 fly i Las Vegas lufthavn. For første gang må vi tænde aircondition nogle gange i løbet af natten. Nattetemperaturen er over 30 grader.

20. juli Sequoia National Park

Vi kørte op til Sequoia National Park, hvor verdens største organisme hører hjemme - General Sherman Tree, som er et Redwood tree, af arten sequoia. Vi kører 35 km op ad bjergveje, men chauffør Finn og vores motorhome klarer det fint. På vej op er der kun lave træer i landskabet, og det er underligt at de store træer vokser endnu højere oppe. Omkring 15-1700 m højde bliver den lave, tørketålende bevoksning til skov med nåletræer og omkring 1800 m kommer så de første giganttræer iblandet den øvrige skov. De er meget karakteristiske - selvfølgelig på grund af størrelsen, men også fordi de står med en markant kanelbrun bark og lyser op iblandt de øvrige træer. Såvidt vi forstår det, er det først i en vis alder - omkring de 1000 år eller ældre - at den meget tykke (op til 30 cm) bark får sin særlige farve.
Der er billigt at besøge nationalparker - 20 $ - i forhold til alt det der er stillet an med informationscentre, toiletter, frisk vand, busser og meget fine stier.

Vi startede med at tage bussen til Sherman Tree, som er verdens største målt på det totale volumen. Redwood-træerne ude ved kysten er højere, men med 33 m i omkreds og 11 m i diameter er dette størst. Det skønnes at være 2200 år. Der findes tæer som er 1000 år ældre, men som ikke er blevet nær så store, fordi vækstbetingelserne ikke er så gode som her.
Senere på dagen gik vi en længere tur til Hanging Rock og Moro Rock. Moro Rock er en kæmpeklippe, som kan ses viden om. Her er der lavet stentrappe hele vejen op.

Rækværket kan synes utilstrækkeligt, når man står på toppen, og der bare er langt ned til alle sider. Udsigten er fantastisk. På klare dage kan man se 100 miles til bjergkæden ude ved kysten. Pga. forurening er det dog sjældent der er så god sigt nu.
Sidste udflugt i parken gik til Crescent Meadow, et mosemråde hvor man går mellem de gigantiske træer.
Vi besluttede at køre tilbage og overnatte på samme campingplads igen - computeren er løbet tør for strøm, og Bjarke er midt i en Star Wars-film.
Vi spiste aftensmad på "restauranten" overfor. Ægte amerikansk, hvor selv brødet havde været i frituregryden.

16.-20.juli

Det er ikke lige til at få passet sådan en blog. Der er nærmest for varmt til at skrive, og det sker også, at Bjarke har beslaglagt computeren (Tilføjelse fra Bjarke: beslaglagt min egen computer?).
Søndagen tilbragte vi i San Francisco. Vi kørte med en taxachauffør, som fortalte os lidt om, hvordan krisen havde påvirket ham og hans familie. Alle hans tre voksne børn med familier var gået fra hus og hjem pga. de lån, de havde taget til at købe huse. Nu boede de alle hjemme hos ham sammen med deres familier. Selv havde han mistet sit job som lastbilchauffør for 1½ år siden, men han havde kunnet købe sin egen taxa, så han klarede sig, selv om han meget hellere ville køre lastbil.

Vi kørte vi med de gamle kabelbaner op ad San Franciscos stejle gader.
Vi gik rundt i Fishermans Wharf, som er San Franciscos havnefront, hvor der er masser af liv, mange butikker, optræden og ikke mindst turister. Vi var inde og se Aqvarium of the Bay, hvor det især var svovt at se forskellige vandmænd og deres bevægelser helt tæt på.
Finn var også begejstret for en kæmpe slikbutikker med karameller. Der er køligt i San Francisco på grund af tågen, som dannes, når luften kommer ind fra Stillehavet. Turene til Alcatraz er udsolgte en uge frem. Til gengæld er der en flot udsigt derud. Det ser ud som om, man nemt kan svømme fra Alcatraz og ind til byen, men strømmen er vist så stærkt, at det ikke var sandsynligt at fangerne ville klare det.
Bjarke valgte at næste attraktion skulle være et Eksperimentarium. Her kunne Bjarke nemt have tilbragt et par dage. Men vi blev smidt ud ved lukketid, og nåede ikke at købe de spændende fødselsdagsgaver til Esben, vi ellers havde udset os tidligere på eftermiddagen.
Vi gik langs standen hen mod den orangerøde Golden Gate Bridge. Vandet her er anderledes at slå smut i, måtte Bjarke konstatere. Til gengæld kan han (nemt) løbe fra Finn på stranden.
I dag tog Bjarke føringen med at finde vej. Han synes, vi kigger for meget på kort. Han mener det er bedre at kigge op!


17/7
Finn og jeg tog en shutlebus fra hotellet til lufthavnen for at hente en udlejningsbil, som vi skulle køre i til Sacremento, hvor vi skal hente vores motorhome. I mens passede Bjarke Tour de France på hotelværelset. Der er ni timers tidsforskel til Danmark, så det passer det med, at turens etaper slutter om morgenen.

Vi kørte over Golden Gate Bridge med Finn som stolt chauffør (følte sig lidt som James Bond). Uden for San Francisco er der store bløde bjerge med langt vissent græs. Temperaturen steg hurtigt til over 90 grader Fahrenheit.
Fik vores motorhome, som tydeligvis har kørt med mange turister før os. Er både skrammet og beskidt. Gryderne er sorte efter der ristet toast i dem, og der var gammelt fedt på panden. Vi føler os snydt i forhold til prisen.
Vi måtte køre i to biler hen for at aflevere personbilen. For første gang kørte jeg en bil med automatgear. Bjarke morede sig rigtig godt, selv om han en overgang var tæt på at ville over i Finns motorhome.
Vi nåede frem til en campingplads i bjergene tæt på Yosimete Nationalpark.

18/7 2010

Bjarke oppe kl. 6.30 for at se Tour de France. Skøn morgen. Bjarke og Finn må tage pc'en med hen til fællesfaciliteterne for at få så god internetforbindelse, at de kan se Tour de France. De var heldige at få morgenmaden bragt.
Vi kører videre op i Yosimete National Park sammen med en hel masse andre mennesker.
Parken er en af USA's mest berømte. Her er kæmpeklipper og flotte vandfald, store parkeringspladser, shuttlebusser, spisesteder, stort infortionscenter med kæmpebiograf (som viser The spirit om Yosimete) og asfalterede stier.
Til frokost fik vi sandwich med midst en pakke afskåret kødpålæg i hver.
Den campingplads vi havde udset os var optaget, så vi måtte køre en time mere til den næste.

19/7 2010
Vi har brug for en stille dag, hvor vi også skal have gjort nogle indkøb. Der er menge ansatte i supermarkederne, og de spørger om de kan hjælpe. Her er rigtig meget convinience food, og det er svært at finde madvarer uden alle mulige smagsforstærkere eller tilsætningsstoffer. Vi fandt smør markedsført som danish. Det var fremstillet i USA, men det danske stod for et rent produkt, hvor køerne ikke fik væksthormoner (Gør køer det?). Mest spændende er det store udvalg af frugt og grønt.
Ledte efter sim-kort til mobiltelefonen. Købte en billig mobil med tilhørende taletidskort. Vi har brug for at ringe til campingpladser og bestille plads.
Kører mod Sequoia National Park. Finder en lille campingplads. Bader i floden, hvor der er store sten, stærk strøm og fisk.

Ankommet

15. juli. Lang rejsedag. Ventede 1½ time i flyet i Frankfurt inden afgang pga. tekniske problemer, så samlet sad vi over 12 timer i flyet. Der blev vist 6-7 film undervejs. Bjarke havde netop læst de første 20 sider i bogen Skyggen (The Ghost), da de viste den som film. Nu gider han ikke læse mere i den bog. Det var lidt småt med forplejning undervejs.
Vi fløj over Grønland, hvor vi så noget, der lignede smeltevandssøer ude på indlandsisen. Også flot view ned over USA og ikke mindst San Francisco. Landede kl. ca. 17.30 lokal tid (svarende til kl. 2.30 om natten for os med dansk tidsregning i kroppen).
Ved ankomsten fik vi taget fingeraftryk af alle ti fingre og blev fotograferet, men vi slap hurtigt igennem, og bombehunden opdagede ikke, at Finn indførte en ulovlig madpakke til USA. Tog en taxa til hotellet (Småsur chauffør, som tog for meget for turen).
Finn og jeg har ikke sovet helt fantastisk, men Bjarke har taget sovehjertet med og har indstillet sit indre ur til amerikansk tid.
Vi regner med at kunne se afslutningen på Tour de France lige efter morgenmaden, og så er vi klar til at indtage San Francisco. Desværre glemte vi Turen går til Californien i flyet, så må må klare os uden.

Snart på vej

To arbejdsdage mere, så letter vi med kurs mod San Francisco og udsigt til tre uger over there.

En blog må være en måde at få griflet lidt ned fra turen og sorteret i billederne undervejs, så nu skal det prøves. Desuden kræver det, at Bjarke er så flink at låne sin bærbare til mig, men det er han jo.